Dagen efter orkanen Bodil

I Lemvig havn, på vej væk fra stormen Bodil og ødelæggelsen..

På Lemvig Bedding

På farten med Limfjordsudstillingen i de 9 byer

Ved indvielsesfesten, Pinsen 2013

Venøsund i Lemvig havn med sin nye overdækning

Forår 2013:: fra Agger Havn på vej til Kleppen

 

NYHEDSBREV

                                                                                          Venø december 2013

Kære medlemmer.

”Venøsund” ligger nu trygt i Venø Havn, trods stormen, men det betyder ikke at folkene omkring skibet er gået i vinterhi. Færgen har været på bedding i Lemvig, og er blevet repareret efter alle kunstens regler, men næste år venter der et større restaureringsarbejde omkring skandæk og støtter. Vi er derfor i fuld gang med at indhente tilbud og skrive ansøgninger til diverse fonde.

Færgelauget har været travlt beskæftiget med dette her i efteråret:

  • På Struer Museum deltager vi i juleudstillingen, der startede d. 30. november. I den anledning har Fur Museum lånt os en kæmpemodel af færgen, som den så ud, da den blev bygget i 1931 og hed ”Fursund”.
  • Oliekaminen under dæk er blevet renset, så den er klar når frosten sætter ind.
  • Inden jul genoptager vi uddannelsen af besætningsmedlemmer. Hvis du er interesseret, er der stadig ledige pladser i ”færgeskolen”. Tilmeld dig på info@venoesund.dk
  • Vi deltager i samarbejdet om udviklingsplanen for Venø.
  • Der er brugt mange kræfter på vores hjemmeside. Den bliver løbende opdateret af vores webmasters Jan Paarlberg og Jørgen Vang.
  • Vi har sat en sjov nissekonkurrence i gang på www.venøsund.dk. Gå ind og læs hvad færgenissen laver.
  • Vi har oprettet ”Venøsund Færgelaug” på Facebook. Vi opfordrer derfor alle medlemmer til at give jeres besyv med.
  • I løbet af vinteren vil der blive følgende medlemsaktiviteter:
  • Den 7. januar er der foredrag på Struer Museum ”Limfjorden – fra fiskeri og fragt til fritid og fornøjelse” ved sejler, forfatter og professor Esben Munk Sørensen fra Ålborg. Gratis entre´ for medlemmer.
  • Den 1. februar afholdes ”Fjordens dag 2014” på Slettestrand, i samarbejde med Nordvestjysk Fjordkultur og Hanherred Havbåde.
  • Den 22. februar er der studietur og udflugt til Svendborg og Tåsinge. Besøg på Ring Andersens Skibsværft og Valdemars Slot. Bagefter besøger vi Lystfartsmuseet og Ollerup Blokfabrik.

 

På bestyrelsens vegne vil jeg gerne takke for det enorme engagement og de mange arbejdstimer som besætning, medlemmer og færgevagter har bidraget med. Uden jer ville det ikke kunne lade sig gøre.

 

I ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår.

Bjarne Tingkær Sørensen.

 

 

Nyhedsbrev november - december 2013.

Færgen har været væk fra Venø Havn siden starten af august.

Der er mange der har spurgt efter den, og om få dage vil den lille færge endelig være hjemme igen, så den kan ligge og pynte i Venø Havn.

Grunden til den lange fravær skyldes, at vi efter sejladsen med særudstillingen om Limfjorden desværre måtte gå på bedding i Lemvig. Her har vi nu fået renoveret en stor del af færgens skrog. Det vil sige at vi atter er klar til at stille færgen til rådighed, hvis det skulle blive nødvendigt ved driftstop på den nye færge.

De planlagte sejladser og vores deltagelse i "Sans" og "LimfjordenRundt" har vi desværre måtte aflyse på grund af ovenstående.

Vi kan nu fortsætte uddannelsesprogrammet for nye besætningsmedlemmer.

Venøsund Færgelaug / Bjarne Tingkær Sørensen

 

Nyhedsbrev august 2013

af Bjarne Tingkær. 25. aug 2013

Send svar til Bjarne Tingkær på: tingkaer@venoe.dk

Venø, den 24. august 2013

Selv om mange sejladser blev aflyst på grund af dårligt vejr i maj og juni måned, blev det en travl og udfordrende sommersæson for Venøsund færgelaug.

Efter at have været på bedding til det årlige eftersyn, var færgen klar til at deltage i Oddesundbroens 75 års jubileum. Det var en dejlig dag med mange gæstesejladser på den gamle Oddesundfærgerute. Undervejs fortalte fhv. museumsleder Benny Boysen om broens og færgefartens historie.

I Pinsen blev færgens overdækning og sliddæk indviet....

Det unikke møblement "Venøsundkorkproppen" er ved at blive fremstillet ...

Der er blevet installeret en kortplotter med GPS, ekkolod og AIS, så sikkerheden er i top.

Den 12. juni deltog færgen i DR's optagelser til programmet Puk og Herman...

"Limfjordsmuseernes Samvirke" havde booket færgen hele juli måned. Der blev sejlet rundt til 9 havne rundom Limfjorden med en udstilling, arrangeret af Struer Museum.

Der er desværre opdaget utætheder i færgens skrog. Reparationerne kræver en overhaling på beddingen i Lemvig. Derfor har vi måttet aflyse et par sejladser og desværre også vores sædvanlige deltagelse i Sansefestivalen, hvor færgen er ladet med venølam og -kartofler. Færgen ventes klar igen i uge 37 og vi håber på at kunne være med i kulturfestivalen BØLGENs arrangementer for skoleelever.

Der planlægges en medlemssejlads den 21. september kl. 11 - 15, med start fra Kleppen og Venø, hvis vejrguderne er med os.

Har du tid og lyst til at give en hånd med, er der brug for hjælp til rengøring af maskinrummet på færgen, mens den ligger på Lemvig Bedding. Henv. til Karl Askanius tlf. 21427055.

Når færgen er tilbage i Venø Havn fortsætter vi med uddannelse af nye besætningsmedlemmer. Tilmeld på info@venoesund.dk

Venøsund Færgelaug er kommet på Facebook; gå ind på siden og giv den et "synes om", så kan du også skrive og sende links til andre medlemmer. Vores hjemmeside http://www.venoesund.dk/ er under ombygning i øjeblikket. Her er et link til billeder fra sommerens museumssejlads: https://www.dropbox.com/sh/dv8ueluqnpnge30/CzKu_460KV

Venøsund Færgelaug /Bjarne Tingkær Sørensen

Medlems- og Nyhedsbrev for Venøsund Færgelaug, april 2013.

Nu er foråret endelig kommet og i dets kølvand er der 2 store fester i sigte.

Kristi Himmelfarts Dag torsdag den 9. maj vil færgen medvirke ved

Oddesundbroens 75 års jubilæum.

I den anledning vil vi tilbyde en medlemssejlads: pris: 30.-kr./ retur 60 kr. med afgang fra Kleppen kl. 08.30 og fra Venø Havn kl. 09.00 med forventet ankomst til Oddesund Nord kl. 09.30.

Der serveres gratis morgenkaffe.

I programmet er der planlagt 4 sejlture med Venøsund på den gamle Oddesundfærgerute fra før broen var bygget. Vi vender færgen ud for Oddesund Sydhavn og returnerer, og imens vi sejler fortæller fhv. museumsleder Benny Boysen om jernbanefærgerne.

Afgangstiderne er kl. 10., 11. 14. og 15.

Biletter kan købes i Infocenter Struer tlf. 96 84 84 84 pris 30.- kr.

 

Fra kl. 13 skal færgen medvirke i en “brosymfoni”, som dirigeres fra en tribune vest for broen på nordsiden. Veteranbåde fra Nordvestjysk Fjordkultur medvirker også i forestillingen.

Kl. 19 sejler vi hjem igen til Kleppen og til Venø Havn.

 

Der er også mulighed for at tage veterantoget fra Oddesund se køreplan her: http://www.struer.dk/webtop/site.aspx?p=22616

Læs mere om programmet for jubilæumsfesten her: http://www.struer.dk/webtop/site.aspx?p=22612

 

VENØ-HAVNEFEST LØRDAG OG SØNDAG d. 18. - 19. maj

I Pinsen står Venø, havnen og færgen på den anden ende, for så skal der festes igen både lørdag og søndag.

Det er noget af et program.

Kl. 13 vil Struers borgmester, Niels Viggo Lynghøj, markere at ”Venøsund” har fået tilladelse til tursejllads med passagerer: den gamle dame har nemlig fået ”ny overfakke” på. Altså en ny gennemsigtig overdækning og et sliddæk af gode norske fyrreplanker samt et møblement.

Hele eftermiddagen er der musik på færgen og havnen.

Samtidigt kan man opleve "Under Overfladen – find, fang, og fortær”.    Limfjordsmuseumsfolkene fra Løgstør vil tage børn og voksne med på en tur under vandoverfladen. Man kan også smage på ålekvabbefrikadeller, tangsalat og dybtstegte tanglopper.

Kl. 18.30 kan der spises helstegt oksefilet i teltet. Fra kl. 20 er der musik og dans til bandet "Mænd med slips"

Venøbussen kører fra Venøfærgen til havnen kl. 11.10  og retur afgang kl. 14.15.

Søndag den 19. maj foregår der forskellige arrangementer rundt på øen og musik på havnen. Se mere om programmet på www.venoe.dk og www.venoesund.dk

Søndag vil der blive korte sejladser med Venøsund, hvis vejret tillader det.

Lørdag ligger færgen fast i Venø Havn, hvor den skal fungere som scene for musik underholdningen om eftermiddagen.

I færgeskuret på Venø Havn præsenteres en udstilling med små malerier af gamle limfjordsfærger og postskibe siden hjuldamperne Ingeborg, Hjalmar og Valdemar besejlede Oddesundruten. Billederne er malet af Ib Mortensen, Tastum.

Logbog

Venøsund er på værft i Agger indtil udgangen af denne uge eller begyndelsen af den næste.

Vores skippere, maskinfolk, skipperaspiranter og skibselektriker har været i gang med at skrabe bund, male og udskifte defekte installationer og Søfartsstyrelsen har foretaget bundsyn. Ind imellem har færgen været på arbejde på Venøoverfarten, mens den nye færge har været på bedding i Thyborøn. I tilslutning hertil har færgen fået udført motorservice af Lemvig Maskin- og Køleteknik. Nu tilbage på Agger Værft er restaureringsarbejdet fortsat. Vi venter nu spændt på levering af overdækning, møblement, landgangsbro og toilet.

Skipperkurser

Vi fortsætter skipperuddannelsen med praktikuddannelse. Hver skipperaspirant vil få en vurdering af hvilke krav der stilles til den pågældende for at kunne opnå skippercertifikat til Venøsund. Der vil løbende blive optaget nye aspiranter.

Færgevagt

En stor gruppe af venøboere har haft tilsyn med Venøsund på skift og det har fungeret rigtig godt. Denne ordning fortsætter fra næste uge eller når færgen er på plads i Venø Havn.

Sæsonprogram

Der er planer om 3 medlemssejladser i maj og juni, program følger når bemandingen er på plads. Hele Juli skal færgen fungere som flydende museumsudstilling i et samarbejde med Limfjordsmuseet og Struer Museum. Udstillingen besøger 9 havne i Limfjorden. Mere herom følger i næste måneds nyhedsbrev.

 

Velkommen til en ny sæson.

 

Nyhedsbrev februar-marts 2013

Nu er vores forening godt 2 år gammel og vi er ved at være klar til at sejle med passagerer, uden at skulle ansøge søfartssyrelsen om særlige tilladelse, hver gang færgen skal sejle. Så vi håber at vi kan få vores farttilladelse på plads, når overdækning og faciliteter er blevet synet i starten af april. Tegninger og billeder af farttilladelse er på plads, når overdækning og faciliteter vil blive fremvist på generalforsamlingen. Bemandingsreglerne er i princippet på plads, så vi kan lægge planer for de kurser, som der er krav om.

Siden slutningen af november har der været arbejdet med opsyn, vedligehold og sejladstræning med vores lille færge. Nu ligger Venøsund i Agger Havn og forsynes med nyt dæk og fortøjningsklamper. Tilstødende dæk og lønning renoveres. Der foretages motorservice inden færgen indsættes på Venøfarten fra den 11. til 15. marts. For den nye færge skal have sin årlige kølhaling og bliver synet i Thyborøn.

Fra den 18. marts bliver det vores tur. Venøsund skal på bedding, have bundsyn og males. Samt have hovedsyn, inden den nye overdækning kan godkendes.

Alt dette skal være afsluttet inden den 15. april.

Det meste af arbejdet bliver udført af værftets bådbyggere, smede og malere. Men der bliver brug for hjælp med klargøring og derfor:

Arbejdsmandskab søges til bundmaling af Venøsund Gl. Færge.

-Tilmelding senest d. 13. marts til K.C. Olsen, tlf 9742 9402, mobil 2238 5607 eller email: isl40347@os.dk

 

 

Til gengæld inviterer færgelauget alle deltagere på en udflugt, lørdag den 23. marts, til Strandingsmuseet i Thorsminde.

Modtagere af Venøposten og som ikke har arbejdet på færgen, kan også deltage på udflugten. Mod at betale kr.200,- for transport og frokost. 

 

Skipperskolen fortsætter og der kan stadig optages nye aspiranter. Yderlige oplysning kan fås på 20 53 80 51 eller mail til info@venoesund.dk

Hvis man ikke er så søstærk, men gerne vil være aktiv, kan man eventuelt være med til at løse de formidlings- , PR- og udviklingsopgaver, som er nødvendige for at Venøsund Færgelaug kan tilbyde nogle gode arrangementer for medlemmer og gæster. Der søges også om bistand til at redigere vores hjemmeside. Udover bestyrelsen, vedligeholdelsesteamet og færgevagten har vi en stor opbakning fra de skippere på Venø Færgefart, som fungerer som "kørelærere" for de nye besætningsmedlemmer.

 

Der har været problemer med at kunne betale kontingent for 2013 af 2 grunde:

Nuværende medlemmer har desværre ikke kunnet forny medlemsskabet. Desuden har vi skiftet bank til Sparekassen Vendsyssel. Kontingentet skal derfor indbetales ved at overføre beløbet til konto nr. 9070 16236 79108.

Jan P.